Feminisme - ligestilling eller dominans??

Sarah og jeg var nede og høre et talkshow med Ulla Terkelsen og Hanne Vibeke Holst i går, hvilket var rigtig godt! Men da Hanne Vibeke Holst begyndte at fortælle om sine meget feministiske holdninger, kunne jeg altså ikke undgå at blive lidt provokeret.... så here goes.

Holst snakkede enormt meget om mande- og kvinderoller og ikke mindst hvordan hun mente at hendes far var bukket under for manderollen. I hendes barndomshjem var det faderen der var overhovedet i familien, dvs. ham der sad for bordenden og fik den største bøf og bestemte hvad der skulle siges. Endvidere var det hans arbejde der var det vigtigste, både i forhold til børnene og i forhold til moderens arbejde. Jeg er selvfølgelig enig med Holst i at et sådant hierarki er helt forkert, og af samme grund opstod der også i 60érne en del kvindebevægelser som satte gang i debatten herom. Holst mener imidlertid ikke at der er særlig meget der har ændret sig siden dengang... Jeg er enig med hende i at der stadig er nogle områder hvor vi mangler at få den ligestilling vi er berettiget til, bl.a. skal vi selvfølgelig have ligeløn. Men jeg står lidt af når hun begynder at snakke om at kvinder stadig ikke tør gå efter topstillingerne. I min verden er det på ingen måde umuligt for en kvinde at blive toppolitikker hvis det er det hun vil, og kigger jeg på mit eget studie er der lige så mange kvindelige som mandlige studerende - så tror da absolut der er mange kvinder der "tør". Men for mig handler det meget mere om hvad man vil! Hvorfor er det så vigtigt at der er lige så mange kvindelige borgmeestre som mandlige - og hvorfor er det så vigtigt at halvdelen af de ansatte i sundhedssektoren er mænd? Er det så forkert at der er nogle fag der mere ligger til kvinderne, og nogle der ligger mere til mændene! - og er det ikke netop en del af charmen at mænd og kvinder er forskellige!

Nå jeg kunne blive ved med at snakke om dette emne, så må hellere holde igen og i stedet komme ind på det som virkelig irriterede mig i går. Det var da Holst begyndte at fortælle om hendes eget liv og hendes egne prioriteter. Her kom arbejdet ind på en klar 1. plads.... børnene på en 2. og hendes mand kom ind på en 3. plads. Hun lagde ikke skjul på at arbejdet til enhver tid var det vigtigste for hende, og at hendes mand og børn blev forsømte på baggrund heraf. Man kan jo undres over at en kvinde, der er så oprørt over hendes fars prioriteter selv prioriterer på nøjagtig samme måde!!! Jeg sad herefter tilbage med et spørgsmål om om det var ligestilling hun var interessert i eller om det i virkeligheden bare er en camouflage for hendes egen "egoisme"....;-)